Efter to dage i Eilat har jeg overload på øverste etage!

Hej derude! Jeg kan se på min statistik, at I stadig tjekker bloggen flittigt, det er dejligt!
Jeg ankom mandag aften (d. 22/2) Eilat, den sydligste by i Israel. Jeg er på IBRCE, International Birding & Research Center Eilat.
Mit lille hoved er helt proppet med indtryk, jeg ser så meget nyt hver dag og lærer en masse. Eller jeg prøver det sidste, men lige pt er der overload på øverste etage, så ikke alle informationer hænger fast. So be it! Nu skal jeg jo også lige falde til, så kommer det hele nok hen ad vejen.

Kort over området omkring Eilat
Kort over området omkring Eilat – Vi bor i den grønne plet, som jeg har sat en lille ring udenom. Den sorte streg, som løber gennem kortet er grænsen til Jordan

De to første dage er gået vanvittigt hurtigt! Tiden flyver afsted, og jeg forsøger febrilsk at følge med og få en masse ud af det hele. Vi står op kl. 05.00, og tro det eller ej, men det er faktisk ret koldt på den tid af dagen her. Jeg har haft ufatteligt svært ved at komme ud af fjerene, så Anders har åbnet net alene de sidste to dage. (Det der med at rejse så meget, og få sovet for lidt, det hang altså ikke helt sammen med at starte lige på og hårdt hernede.)
Vi har fanget fugle til omkring kl. 11 begge dage, og herefter har der været henholdsvis fugletur og sovetid på programmet. I skal selvfølgelig høre mere om livet på stationen her i Eilat! Og I skal høre om mine komplikationer i forbindelse med indrejsen i landet – det er til at trække på smilebåndene af nu, men i mandags var jeg godt nok en lille pige i en meget stor og skræmmende lufthavn. Haha! Og så har jeg vist et hængeparti eller to fra Ghana, der mangler I stadig et par historier. Når jeg er faldet lidt mere til, så får jeg lidt mere overskud til bloggen igen, det bliver godt for alle parter.

Nu er der lige straks aftensmad, derefter skal jeg ordne lidt af dagens praktiske gøremål inden vi igen kryber til køjs – hvilket helst skulle ske lidt tidligt i dag!
Aftenluften blæser koldt gennem vores lille overdækning her. Vi kan høre byens lyde stige op fra Eilat mod den sorte nattehimmel, men det eneste vi ser af lys herfra, er lyset fra grænsen til Jordan, som ligger meget tæt herpå. Køleskabet summer og et par insekter spiller op til løjer, og jeg har vist ikke mere godt at sige for nu. I får et par billeder fra mine omgivelser denne aften, og snart skal i se farvestrålende fugle og flot natur, men først skal jeg knalde brikker og arbejde lidt mere!

Solens sidste varme stråler over Jordans bjerge - set fra vores lille hjem
Solens sidste varme stråler over Jordans bjerge – set fra vores lille hjem
Solen stråler rammer
Solen stråler rammer vores notater, som her til aften skal indtastes, så alle data er samlet elektronisk

 

Skriv en kommentar