En særlig dag og lidt tanker om at rejse

Anders og jeg snakkede om i går, at vi begge gik og savnede Ghana og det nemme liv der. Det eneste vi skulle var at tage stilling til, hvad vi havde lyst til at lave. Det er ærligt talt noget helt andet at være her på IBRCE. Der er forventninger og vi har pligter og ansvar. Vi arbejder sammen med vores kolleger og skal sammen løse de problemstillinger vi løber ind i, også om morgenen efter 5 timers dårlig søvn. Og det er til tider udfordrende, men det er også lærerigt. Og nogle gange pisse irriterende, hvis jeg skal tage hånden fra munden. Men ja, lærerigt for alle parter tror jeg!

Når dagene er ekstra lange, og chefen forventer mere end jeg orker, så savner jeg Danmark og Ghana lidt ekstra. Jeg savner familien, vennerne, veninderne, duftene, maden, gaderne og alt det kendte. Alt det hyggelige, dét som får smilet frem.
I dag savnede jeg min hjemstavn lidt mere end sædvanligt, min mormor fylder år, og som den sidste af de ældste jeg har tilbage, så betyder det lidt ekstra. Jeg fik ringet og sagt tillykke i morges, og fangede fødselaren lige midt i morgenmaden! Og lige midt i hyggen med familien, så jeg fik sagt hej til både mor, moster og onkel foruden momme. Og nu sidder jeg her og har lyst til at ringe igen, for jeg kniber en tåre og savner kvarteret hvor jeg løb rundt som barn og forårshyggede hos mine bedsteforældre ekstra meget. Jeg kan vel bare sige, at jeg glæder mig til at komme hjem, og give et kram til alle mine kære! Jeg må fange Anders og få et ordentligt kram, så må han gå som erstatning for alle jer derhjemme. Og så klamrer jeg mig jo til skype og lyden af kendte stemmer og grin, det fylder mig op med god energi og varme.

Min kære mormor holder mig her. Den kære fødselar og sødeste bedste.

Nå, jeg snyder lige næsen og tager mig sammen, for ovenstående er faktisk slet ikke grunden til, at jeg skriver i dag, men det ligner lidt, at jeg trængte til at skrible det ned. Komme af med det, fortælle alle, som vil læse med, hvordan det også kan være at rejse. Jeg vil ikke kalde det bagsiden, for det får mig til at indse, hvad det egentlig er jeg savner. Hvem jeg, helt ned i maven, glæder mig til at se i maj.
Men i dag læste jeg et blogindlæg på en anden blog, som virkelig satte tanker i gang, det var på talesfromabroad.dk. Bloggeren her skrev om hvorfor hun rejser. Og det ramte plet, for hvorfor rejser jeg egentlig? Hvorfor sidder jeg i Israel, og drømmer allerede om den næste rejse? Hvorfor er det f.eks. Italien og Østafrika, der trækker i mig nu?

Så hvorfor tog jeg hertil, hvorfor lige Israel? Jo, det korte svar er, at Eilat er et uovertruffent træksted for fugle! Lige siden jeg startede med at kigge på fugle, har jeg hørt godt om Eilat og det at være frivillig her. Alle danske fuglekiggere med respekt for sig selv tager til Eilat, sådan virker det bare. Og nu forstår jeg hvorfor! Vi har haft et sløvt forår, ørkenen er usædvanlig grøn og derfor er fuglene spredt ud over et større areal. Men selvom det er sløvt, så ser vi jo vanvittigt mange fine fugle, og vi kigger på dem sammen med passionerede fuglekiggere fra hele verden. Og lad mig så slå fast, at sammenholdet mellem frivillige sådan et sted her, er fantastisk. Alene af den grund får jeg lyst til at rejse mere, møde flere mennesker og udvide mit perspektiv.

Så jeg rejser for at dyrke min interesse for fugle. Men inden for de sidste par år har jeg både været på Island, i Thailand, Laos og Ghana. Og det slår mig, at hver rejse faktisk udspringer af forskellige lyster.
Island var simpelthen bare for god en mulighed til at sige nej, og jeg tror aldrig jeg får nok af den rå natur på Island. Jeg er vild med det, og jeg drømmer på andet år om at køre Island rundt. I hvert fald vil jeg gerne have vest og nord dækket ind. Island tryllebinder mig og får mig til at føle mig helt lille og forsvarsløs. Men også i et med en natur, som er brutal og bar. Så spektakulær og fin. Så modsat sig selv og modsat alt andet jeg har set. Så meget sig selv.
Thailand og Laos var en små-spontan beslutning, måske lidt en flugt fra intetheden. Jeg havde ikke nogen plan for hvad der skulle ske, ingen ide faktisk. Og så ramte min søde Nynne mig lige i hovedet i december med ideen om en rejse. Og så bestilte vi billetter, for de var billige. Jeg havde aldrig været på en længere rejse før, altså ikke mere end to uger, så at skulle rejse i 2 ½ måned, det var nyt. Måske var det nysgerrighed og eventyrlysten, der drev mig. Lige meget hvad, der drev mig, så var det godt! Og dén rejse, med en fantastisk rejsemakker kickstartede for alvor min lyst til at rejse, nu vil jeg se mere, møde flere og sanse mere. Jeg vil smage rigtige italiske pølser, drikke fransk vin, se kænguruer i Australien og surfe på bølgen blå i Sydeuropa. Og jeg vil besøge mine venner alle steder, både dem i Canada, USA, Belgien, England og flere til, opleve deres hverdag og smage deres mad. Dufte deres hus og indånde luften på deres yndlingsbar, -station eller lige der hvor græsset er lidt grønnere i deres optik.

Jeg vil ud og sanse. Jeg vil møde folk fra nær og fjern. Jeg vil udvide min horisont.
Jeg vil rejse, jeg vil leve.

Reklamer

One thought on “En særlig dag og lidt tanker om at rejse

  1. Alle birdere med respekt for sig selv burde blive væk fra Eilat, kære Heidi. Den snak tager vi, igen, når du vender hjem.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s